Sådan får du mest ud af Black Friday
Black Friday er blevet en stor handelsdag, og det er ikke bare i USA. Vi handler som aldrig før i Danmark, og hvert eneste år sætter vi rekorder. Der bliver handlet for milliarder, og den udvikling er ikke noget, der kommer til at ændre sig foreløbig, hvis man ser på vores forbrug. Dog er det ikke alle, der laver fornuftige køb på denne fredag.
Sommetider sker det, at folk bliver for overilet, når de ser de røde, gule, grønne og sorte tilbudsskilte. Det skal du selvfølgelig ikke ud i, og derfor får du nogle råd her, så du altid får mest muligt ud af den sorte fredag.
Det skriver Vejle24.
Gør dit forarbejde
Mange virksomheder kan finde på at fifle lidt med deres priser på selve dagen, og den finte skal du ikke falde for. Derfor er det vigtigt, at du planlægger dine køb i dagene op til Black Friday, så du er opmærksom på det. Skal du bruge dagen på gaver eller lidt nyt tøj til dig selv, så kig hvad prisen er dagen før – og noter den ned. På den måde bliver du ikke snydt af falske tilbudspriser.
Brug en prissammenligningsside
Alle har rabatter, og du får dem kastet i hovedet hele dagen, men du skal ikke bare vælge den første og bedste. Det kan nemlig sagtens være, at du kan spare flere penge, hvis du vælger at købe produktet fra din liste et helt andet sted, end hos de sider du kender. Når du skal finde den billigste pris på nettet, er der heldigvis en række sammenligningssider, du kan få hjælp af.
På den måde skal du ikke bruger timer selv på at hoppe fra webshop til webshop – nej, du taster blot produktet ind, og så bliver produktet listet i rækkefølge fra det billigste til det dyreste, hvorfor du hurtigt kan træffe et valg. Dog skal du nok lige læse nedenstående råd også, fordi sommetider kan det godt være for billigt til at være sandt.
Undersøg hjemmesidens troværdighed
Black Friday er en stor tilbudsfest for alle, men der er desværre også nogle personer, der bruger denne fest til at snyde forbrugerne for penge. Derfor er der nogle forholdsregler, du altid skal tage dig, så du ikke ender med at blive snydt. For det første er det en god ide at tjekke, om webshoppen har en social profil, hvor de er aktive – det er et skridt i den rigtige retning.
Dernæst kan du tjekke deres anmeldelser på Google, Facebook og Trustpilot. Langt de fleste hjemmesider har anmeldelser, hvor kunder skriver om deres gode samt dårlige oplevelser. Falder du over en side, der har meget få eller ingen anmeldelser, skal du lige være lidt mere påpasselig med at handle, da det kan være et faresignal. Ring eventuelt til kundeservice – og få bekræftet, at der er rigtige mennesker bagved.
Black Friday er en dag, hvor du kan spare rigtig mange penge, hvis du handler på den rigtige måde – og til det kan du bruge ovenstående råd.